I dette indlæg vil jeg tage fat i de mest gængse betegnelser for de forskellige afarter af MTB, vi støder på herhjemme.
Beskrivelsen herunder er ordnet i en rækkefølge, hvor det begynder med de letteste cykler og fortsætter op mod de tungere instrumenter.
Jeg vil understrege, at alt inden for MTB beror på det enkelte individs egne valg, så der forekommer adskillige undtagelser fra beskrivelserne her.
De forskellige MTB-grene er som forskellige musikgenrer − Rockmusik er objektivt set ikke mere rigtig eller forkert end klassisk; men hver enkelt person har som regel sin egen smag. (Og så er der jo nogle, der bare er tonedøve ...)
Blandt hovedgrupperne er det mest udbredte i Danmark:
XC (Cross Country)
Det drejer sig om at komme ud og opleve (na)turen på cykel.
Fokus er på at komme fra ét sted til et andet, og hvis man møder en teknisk udfordring, gælder det om at komme forbi den og videre.
Disse udfordringer kommer i øvrigt gerne én ad gangen i overskuelig form.
Det er herligt at køre opad og få lavet ind- og udtræk på kondi-kontoen; det behøver ikke nødvendigvis belønnes med specielle nedkørsler, der såmænd for den sags skyld sagtens kan være på asfalt, hvis det er dét, der tjener det højere formål for den sammenhængende tur.
Turenes varighed er sædvanligvis af max. et par timers længde, så der kan gives gas fra start til slut.
For de oplevelsesorienterede søges der lange ruter (gerne en hel dag) med en god portion opkørsler.
De fleste XC-spor kan køres af folk, der ikke går videre op i at træne de tekniske færdigheder.
Den teknik der trænes, er ofte med henblik på at blive hurtigere, ikke at kunne køre sværere spor.
XC-ryttere ses tit med statiske kørestillinger, hvor fødderne er klikket ind, sadelpinden er spændt fast, styrbredden er smal, og frempinden lang, så vægten ligger fremover.
Det anses for et minus på oplevelsen, hvis man er nødt til at sætte en fod ned undervejs.
Mange XC-ryttere dyrker gerne landevejscykling samtidig, og det er kulturen fra landevejen, der præger denne gren.
Når man har oparbejdet en vis kondition og er blevet hurtig, begynder turene blandt de konkurrencemindede at blive registreret og delt på Strava. Der kan så opstå en vis interesse for, om man er få sekunder hurtigere eller langsommere end en anden rytter.
De fleste løb i Danmark køres som XC-løb, hvor det er kondition og styrke, snarere end tekniske færdigheder, der bringer én på podiet.
(Her skal det dog straks nævnes, at dem der står på podierne meget ofte har færdigheder, der kan gøre sig gældende inden for de andre MTB-grene!)
Cyklerne skal være så lette som muligt, og der ses meget carbon og anden vægtoptimering.
(Et yndet motiv for en XC-rytter er et billede af pågældende, der holder sin cykel i begge hænder over hovedet.)
De få medbragte ting opbevares i lommerne, og vandet i flasker på stellet. Undtagelsesvist kan der sidde en lille rygsæk på rytteren; men kun hvis det er dybt nødvendigt, eller det er en særlig tur, hvor man kører flere timer.
Cyklerne er ofte hardtails med 100 mm affjedring i forgaflen.
Der ses dog en udbredelse af fuldtaffjedrede cykler, så rytteren mærker mindre til bump og ujævnheder.
Hjulene ses mere og mere hyppigt som 29", uanset kørerens fysiske fremtoning (skridtlængde og kropshøjde), da der ikke stilles så store krav til tekniske færdigheder som i andre grene af MTB.
Tøjet er stramt med bibs og tætsiddende cykeltrøjer.
Det danske landskab er ideelt indrettet til XC-kørsel, da er et væld af spor og stier, der kan følges rundt for at få en god naturoplevelse, uden at liv og lemmer skal sættes på spil, og uden man skal pakkes ind i plastik som en anden Star Wars Trooper.
Målestokken er kørte kilometer, højdemeter og ikke mindst fornemmelsen af god gas, så benene er brugte.
Typiske spor i DK:
- Marselisborgskovene
- Hareskovene
En så at sige teknisk overbygning på XC er:
Trail (Cross Country Trail)
Denne gren svarer til XC med kontinuerte tekniske indslag; men der er ikke i samme grad fokus på at køre turen hurtigst muligt.
Selve turen er dog i fokus; men er der to parallelle stier, hvor den ene er hurtig og den anden er udfordrende, er vælges gerne den udfordrende.
Et godt flow på sporet er lykken, og det gør ikke noget, at det kan trilles og pumpes, uden at man skal bruge pedalerne synderligt.
Man kan se ræsonen i at have lært grundteknikker som attack- position, vægtfordeling, bremse- og svingteknik.
De lidt mere teknisk krævende XC-konkurrencer indeholder elementer fra Trail − Det er ofte ved disse elementer, de mindre øvede deltagere klumper sig sammen og må trække gennem forhindringen.
Fordelen ved bredere styr og kortere frempind kan ses en, og ordet 'dropper-post' (så sadlen kan sænkes og hæves undervejs) får ikke automatisk rytteren til at tænke på overflødig vægt, men som noget, der kan bruges til noget fornuftigt. Eller så i det mindste en quick-lock, så man ikke skal skrue for meget, hvis man lige sænker sadlen før en nedkørsel (det er nemlig tilladt at holde en pause før en nedkørsel for lige at lave justeringer).
Rygsække ses mere her, da der ikke nødvendigvis skal vægtoptimeres, og det er en praktisk måde at fragte de nødvendige ting, incl. drikkeblære, på.
Cyklerne er ofte hardtails, selvom fordelen ved fullyer slår mere igennem her. Der ses forgafler med 120 mm vandring i denne gren af MTB-universet.
Tøjet kan godt være mere løst med baggy-shorts og tilsvarende trøjer for at understrege den lidt mere loose kørestil. Hovedparten af rytterne befinder sig dog bedst i stramt tøj.
Det er ved Trail-grenen, man begynder at kunne mærke forskel mellem bare at køre en cykel på skovstier og på at køre "rigtig" MTB.
Målestokken er indslag af godt flow og tekniske ting, turen var krydret med.
Typiske spor i DK:
- Ebeltoft Sdr. Plantage
- Blåbjerg Plantage (sort rute)
Blandt det mere krævende finder vi:
AM (All Mountain)
Som i XC drejer det sig også om at komme ud og opleve naturen på cykel; men det skal være teknisk fedt i den store stil med en masse godt flow indeholdende hop, drop, rødder, sten... Alt det, der kræver noget, og som man kan finde et godt flow igennem.
Turene skal have en vis længde, da man i kombination med de tekniske udfordringer også vil et sted hen. Men man vil ikke bare derhen; man vil derhen på den fede måde!
For hver nedkørsel ved man, der er en regning, der skal betales opad. Og det gør ikke noget, hvis den også stiller med tekniske udfordringer.
Hvis ikke sporet er teknisk, er det er transportstykke... Og transportstykker skal minimeres.
Grundteknikkerne på MTB'en skal helt uden diskussion være på plads, da det er de mere avancerede teknikker, der tages i brug, så der kan gives gas på nedkørsler, hvor den ene udfordring bliver fulgt af den næste.
No time for thinking, just reaction.
Cyklerne er som regel fuldtaffjedrede (140-150 mm for og bag) og lidt tungere i det, da de skal være mere robuste; men de er ikke tungere, end de stadig kan trædes opad. Styrene er brede, frempindene korte og at se en AM-cykel uden dropper-post er praktisk taget utænkeligt.
Anvendelse af klik-pedaler/flats er vist fifty/fifty.
Der er på ingen måde gigthåndtag (bar-ends) på styrene, da man skal kunne bruge hele styrets bredde til at manøvrere med.
Tøjet er baggy-shorts og tilhørende trøjer.
Beskyttelse på knæ og albuer er ikke usædvanligt.
Og der er flere, der burde køre med fullfacehjelme.
Konkurrenceafsnittet i AM benævnes 'Enduro', hvor hovedreglen er, at man konkurrerer på tid på nedkørslerne og lader opkørslerne tage den tid, de tager (man skal bare selv komme op).
Tendensen kan ses at være på vej mod, at Enduro betegner cykler med lidt længere vandring (150-160 mm) end AM-cykler. Altså ikke noget decideret skel, bare lige beregnet til lidt hårdere terræn nedad.
Udtryk som "meningsløst pedaltramperi" høres gerne fra folk i denne gruppe; hvis der er en opkørsel, skal den ubetinget belønnes med en fed nedkørsel (eller en kold øl).
Målestokken er fedt flow, de rigtige linier, hårdt arbejde og de sjove bevægelser.
Typiske spor i DK:
- De kilometerlange strækninger, der retteligt hører til begrebet AM, findes ikke i Danmark
- Alternativ: de tekniske spor nær HimmelbjergetBedste bud er området ved Himmelbjerget
- Alternativ: Bjerge Skov, Sort Spor
Jeg ville gerne have vist et videoklip med eksempel på All Mountain, optaget i Danmark... Men jeg kunne ikke finde noget!
Hvis du har ét, så giv mig gerne et tip :)
For legebørn med teknikken i orden er der:
FR (Freeride)
De tekniske elementer er helt klart i højsædet, hvor linier og bevægelser perfektioneres. Det behøver ikke være de lange ruter (snarere tværtimod); men der kan næsten ikke leveres for meget power i bevægelserne, der indeholder pump, flow, hop og whips.
Freeride kan nok bedst sammenlignes med en dans på cykel; det skal være den helt rigtige bevægelse med den rigtige balance og timing, for at passagen regnes fuldendt. Der bruges tid på at optimere hver bevægelse, så det samlede flow opleves i én optimal helhed.
Sporbygning er for mange en naturlig del af aktiviteten, og der gås op i, om formationerne har den rette geometri.
Og er der ikke spor at bygge, så kører man på det, der nu engang er.
Teknikken er orienteret mere mod leg undervejs; det er ikke bare at komme fra A til B på den fede måde; det er at blive ved C, hvis det viser sig at være et cool sted.
Der er snarere opvisninger end konkurrencer i Freeride (Selvom alt selvfølgelig kan laves til en konkurrence... Redbull Rampage!). Det handler om at have det sjovt og gøre det man vil, hvornår man vil, på den tid, man vil.
Hjelmen er fullface, og både knæ, albuer (og ofte ryg) får beskyttere på.
Pedalerne er for størstedelens vedkommende flats.
Cyklerne ses ofte som fuldtaffjedrede (150-160 mm for og bag) i robust udformning, der kan holde til kraftige landinger på flad grund og i det hele taget hårdhændet behandling. Dæmpere/fjedre er også af en mere solid udformning end på de tidligere nævnte cykler.
Typiske spor i DK:
- Skjulte spor i det danske landskab, som regel bygget af en lille flok lokale entusiaster,
- "Den her formation kan da i grunden køres!" og
- "Hey! Vi kan da godt springe ud over det bed her! Der er afsæt 3 m i dén retning og landing 3 m i den anden retning. Vi lander godt nok på flad grund... Kan vi ikke finde et sted, hvor der er en transition? Nå ok, så napper vi den her!"
DH (Downhill)
- DH-sporet i Rold Skov
- DH-linien i Morud
DJ (Dirt-jump)
Tilføjelse:
Én af mine cykel-buddies (Carsten Meyer) gjorde mig opmærksom på en gruppe mere, der er relevant herhjemme:
Tour-MTB
- Overalt hvor man kunne tænke sig at køre omkring, i præcis lige den længde, der passer én.
- Gerne med kaffe-/kagepauser undervejs eller efter.
Det var tilføjelsen.
En beskrivelse af en aktivitet i DK kan da heller ikke være bare nogenlunde komplet uden at finde en gren, hvor elementet "hygge" er i højsædet 😁
God læsning, tak for det : )
SvarSletJeg siger også tak :)
SletOg det er især en fornøjelse at skrive, når der er nogle glimrende udøvere at referere til!