Ud over den fede fornemmelse af at køre afsted på to hjul, så er en del af fornøjelsen jo de herligt mange forkortelser og fagudtryk i MTB-verdenen.

I dette indlæg vil jeg tage fat i de mest gængse betegnelser for de forskellige afarter af MTB, vi støder på herhjemme.

Beskrivelsen herunder er ordnet i en rækkefølge, hvor det begynder med de letteste cykler og fortsætter op mod de tungere instrumenter.

Jeg vil understrege, at alt inden for MTB beror på det enkelte individs egne valg, så der forekommer adskillige undtagelser fra beskrivelserne her.

De forskellige MTB-grene er som forskellige musikgenrer − Rockmusik er objektivt set ikke mere rigtig eller forkert end klassisk; men hver enkelt person har som regel sin egen smag. (Og så er der jo nogle, der bare er tonedøve ...)

Blandt hovedgrupperne er det mest udbredte i Danmark:

XC (Cross Country)

Det drejer sig om at komme ud og opleve (na)turen på cykel.

Fokus er på at komme fra ét sted til et andet, og hvis man møder en teknisk udfordring, gælder det om at komme forbi den og videre.

Disse udfordringer kommer i øvrigt gerne én ad gangen i overskuelig form.

Det er herligt at køre opad og få lavet ind- og udtræk på kondi-kontoen; det behøver ikke nødvendigvis belønnes med specielle nedkørsler, der såmænd for den sags skyld sagtens kan være på asfalt, hvis det er dét, der tjener det højere formål for den sammenhængende tur.

Turenes varighed er sædvanligvis af max. et par timers længde, så der kan gives gas fra start til slut.

For de oplevelsesorienterede søges der lange ruter (gerne en hel dag) med en god portion opkørsler.

De fleste XC-spor kan køres af folk, der ikke går videre op i at træne de tekniske færdigheder.

Den teknik der trænes, er ofte med henblik på at blive hurtigere, ikke at kunne køre sværere spor.

XC-ryttere ses tit med statiske kørestillinger, hvor fødderne er klikket ind, sadelpinden er spændt fast, styrbredden er smal, og frempinden lang, så vægten ligger fremover.

Det anses for et minus på oplevelsen, hvis man er nødt til at sætte en fod ned undervejs.

Mange XC-ryttere dyrker gerne landevejscykling samtidig, og det er kulturen fra landevejen, der præger denne gren.

Når man har oparbejdet en vis kondition og er blevet hurtig, begynder turene blandt de konkurrencemindede at blive registreret og delt på Strava. Der kan så opstå en vis interesse for, om man er få sekunder hurtigere eller langsommere end en anden rytter.

De fleste løb i Danmark køres som XC-løb, hvor det er kondition og styrke, snarere end tekniske færdigheder, der bringer én på podiet.

(Her skal det dog straks nævnes, at dem der står på podierne meget ofte har færdigheder, der kan gøre sig gældende inden for de andre MTB-grene!)

Cyklerne skal være så lette som muligt, og der ses meget carbon og anden vægtoptimering.

(Et yndet motiv for en XC-rytter er et billede af pågældende, der holder sin cykel i begge hænder over hovedet.)

De få medbragte ting opbevares i lommerne, og vandet i flasker på stellet. Undtagelsesvist kan der sidde en lille rygsæk på rytteren; men kun hvis det er dybt nødvendigt, eller det er en særlig tur, hvor man kører flere timer.

Cyklerne er ofte hardtails med 100 mm affjedring i forgaflen.

Der ses dog en udbredelse af fuldtaffjedrede cykler, så rytteren mærker mindre til bump og ujævnheder.

Hjulene ses mere og mere hyppigt som 29", uanset kørerens fysiske fremtoning (skridtlængde og kropshøjde), da der ikke stilles så store krav til tekniske færdigheder som i andre grene af MTB.

Tøjet er stramt med bibs og tætsiddende cykeltrøjer.

Det danske landskab er ideelt indrettet til XC-kørsel, da er et væld af spor og stier, der kan følges rundt for at få en god naturoplevelse, uden at liv og lemmer skal sættes på spil, og uden man skal pakkes ind i plastik som en anden Star Wars Trooper.

Målestokken er kørte kilometer, højdemeter og ikke mindst fornemmelsen af god gas, så benene er brugte.

Typiske spor i DK:

Marselisborgskovene
Hareskovene

Eksempel på XC:

Prison Break-løbet i Horsens, 2012

Optagelse fra Cykelbasserne.dk

− I øvrigt en ret flot gennemkørsel af Bjerge Skov!

En så at sige teknisk overbygning på XC er:

Trail (Cross Country Trail)

Denne gren svarer til XC med kontinuerte tekniske indslag; men der er ikke i samme grad fokus på at køre turen hurtigst muligt.

Selve turen er dog i fokus; men er der to parallelle stier, hvor den ene er hurtig og den anden er udfordrende, er vælges gerne den udfordrende.

Et godt flow på sporet er lykken, og det gør ikke noget, at det kan trilles og pumpes, uden at man skal bruge pedalerne synderligt.

Man kan se ræsonen i at have lært grundteknikker som attack- position, vægtfordeling, bremse- og svingteknik.

De lidt mere teknisk krævende XC-konkurrencer indeholder elementer fra Trail − Det er ofte ved disse elementer, de mindre øvede deltagere klumper sig sammen og må trække gennem forhindringen.

Fordelen ved bredere styr og kortere frempind kan ses en, og ordet 'dropper-post' (så sadlen kan sænkes og hæves undervejs) får ikke automatisk rytteren til at tænke på overflødig vægt, men som noget, der kan bruges til noget fornuftigt. Eller så i det mindste en quick-lock, så man ikke skal skrue for meget, hvis man lige sænker sadlen før en nedkørsel (det er nemlig tilladt at holde en pause før en nedkørsel for lige at lave justeringer).

Rygsække ses mere her, da der ikke nødvendigvis skal vægtoptimeres, og det er en praktisk måde at fragte de nødvendige ting, incl. drikkeblære, på.

Cyklerne er ofte hardtails, selvom fordelen ved fullyer slår mere igennem her. Der ses forgafler med 120 mm vandring i denne gren af MTB-universet.

Tøjet kan godt være mere løst med baggy-shorts og tilsvarende trøjer for at understrege den lidt mere loose kørestil. Hovedparten af rytterne befinder sig dog bedst i stramt tøj.

Det er ved Trail-grenen, man begynder at kunne mærke forskel mellem bare at køre en cykel på skovstier og på at køre "rigtig" MTB.

Målestokken er indslag af godt flow og tekniske ting, turen var krydret med.

Typiske spor i DK:

Ebeltoft Sdr. Plantage
Blåbjerg Plantage (sort rute)

Eksempel på Trail:

Nogle fra ÅMK på sporet af noget godt i Ebeltoft Sdr. Plantage

Ganske nydeligt kørt!

Blandt det mere krævende finder vi:

AM (All Mountain)

Som i XC drejer det sig også om at komme ud og opleve naturen på cykel; men det skal være teknisk fedt i den store stil med en masse godt flow indeholdende hop, drop, rødder, sten... Alt det, der kræver noget, og som man kan finde et godt flow igennem.

Turene skal have en vis længde, da man i kombination med de tekniske udfordringer også vil et sted hen. Men man vil ikke bare derhen; man vil derhen på den fede måde!

For hver nedkørsel ved man, der er en regning, der skal betales opad. Og det gør ikke noget, hvis den også stiller med tekniske udfordringer.

Hvis ikke sporet er teknisk, er det er transportstykke... Og transportstykker skal minimeres.

Grundteknikkerne på MTB'en skal helt uden diskussion være på plads, da det er de mere avancerede teknikker, der tages i brug, så der kan gives gas på nedkørsler, hvor den ene udfordring bliver fulgt af den næste.

No time for thinking, just reaction.

Cyklerne er som regel fuldtaffjedrede (140-150 mm for og bag) og lidt tungere i det, da de skal være mere robuste; men de er ikke tungere, end de stadig kan trædes opad. Styrene er brede, frempindene korte og at se en AM-cykel uden dropper-post er praktisk taget utænkeligt.

Anvendelse af klik-pedaler/flats er vist fifty/fifty.

Der er på ingen måde gigthåndtag (bar-ends) på styrene, da man skal kunne bruge hele styrets bredde til at manøvrere med.

Tøjet er baggy-shorts og tilhørende trøjer.

Beskyttelse på knæ og albuer er ikke usædvanligt.

Og der er flere, der burde køre med fullfacehjelme.

Konkurrenceafsnittet i AM benævnes 'Enduro', hvor hovedreglen er, at man konkurrerer på tid på nedkørslerne og lader opkørslerne tage den tid, de tager (man skal bare selv komme op).

Tendensen kan ses at være på vej mod, at Enduro betegner cykler med lidt længere vandring (150-160 mm) end AM-cykler. Altså ikke noget decideret skel, bare lige beregnet til lidt hårdere terræn nedad.

Udtryk som "meningsløst pedaltramperi" høres gerne fra folk i denne gruppe; hvis der er en opkørsel, skal den ubetinget belønnes med en fed nedkørsel (eller en kold øl).

Målestokken er fedt flow, de rigtige linier, hårdt arbejde og de sjove bevægelser.

Typiske spor i DK:

De kilometerlange strækninger, der retteligt hører til begrebet AM, findes ikke i Danmark
Alternativ: de tekniske spor nær HimmelbjergetBedste bud er området ved Himmelbjerget
Alternativ: Bjerge Skov, Sort Spor

Jeg ville gerne have vist et videoklip med eksempel på All Mountain, optaget i Danmark... Men jeg kunne ikke finde noget!

Hvis du har ét, så giv mig gerne et tip :)

For legebørn med teknikken i orden er der:

FR (Freeride)

De tekniske elementer er helt klart i højsædet, hvor linier og bevægelser perfektioneres. Det behøver ikke være de lange ruter (snarere tværtimod); men der kan næsten ikke leveres for meget power i bevægelserne, der indeholder pump, flow, hop og whips.

Freeride kan nok bedst sammenlignes med en dans på cykel; det skal være den helt rigtige bevægelse med den rigtige balance og timing, for at passagen regnes fuldendt. Der bruges tid på at optimere hver bevægelse, så det samlede flow opleves i én optimal helhed.

Sporbygning er for mange en naturlig del af aktiviteten, og der gås op i, om formationerne har den rette geometri.

Og er der ikke spor at bygge, så kører man på det, der nu engang er.

Teknikken er orienteret mere mod leg undervejs; det er ikke bare at komme fra A til B på den fede måde; det er at blive ved C, hvis det viser sig at være et cool sted.

Der er snarere opvisninger end konkurrencer i Freeride (Selvom alt selvfølgelig kan laves til en konkurrence... Redbull Rampage!). Det handler om at have det sjovt og gøre det man vil, hvornår man vil, på den tid, man vil.

Hjelmen er fullface, og både knæ, albuer (og ofte ryg) får beskyttere på.

Pedalerne er for størstedelens vedkommende flats.

Cyklerne ses ofte som fuldtaffjedrede (150-160 mm for og bag) i robust udformning, der kan holde til kraftige landinger på flad grund og i det hele taget hårdhændet behandling. Dæmpere/fjedre er også af en mere solid udformning end på de tidligere nævnte cykler.

Typiske spor i DK:

Skjulte spor i det danske landskab, som regel bygget af en lille flok lokale entusiaster,
"Den her formation kan da i grunden køres!" og
"Hey! Vi kan da godt springe ud over det bed her! Der er afsæt 3 m i dén retning og landing 3 m i den anden retning. Vi lander godt nok på flad grund... Kan vi ikke finde et sted, hvor der er en transition? Nå ok, så napper vi den her!"

Eksempel på Freeride

En flok rødder mellem træerne, hen over et tree-gap!

Dét er målrettet leg på cykel!

Fra bloggen All Mountain Next

Og endelig er der for dem, er ikke vil trampe opad, men gerne giv den gas:

DH (Downhill)

Denne gren lever virkelig op til sit navn! Det går ud på at køre ned ad bakke ... Og gøre det hurtigt!

Undervejs skal der hoppes over alt, hvad der er muligt, cyklerne skal smides rundt i svingene, og der kan sådan set ikke komme for meget gas på. Og det går nedad.

Der bruges en del tid i luften − Og mange DH-kørere kunne benævnes 'piloter' i stedet, da de vender og drejer cyklen i luften, mens der bedømmes landinger.

Det handler om flyvende hop med whips og dates med gaps... Pump, sving og høje drop køres i ét flydende flow. Man skal helt sikkert lande på bagsiden af hoppene, så der ikke sker en opbremsning af cyklen. Det skal være i én fortsat bevægelse, så man kommer videre nedad! Det er ikke uden grund, at DH-cykler også omtales som "gravity bikes"; tyngdekraften er en stor medspiller i den opnåede fart.

Om foden kommer ned eller ej betyder ikke noget; det sker pr. rutine, hvis der lige kræves udligger eller et ekstra støttepunkt. (Og efter det nyligt overståede verdensmesterskab at dømme betyder det heller ikke det store, om bagdækket sidder på fælgen eller ej!)

Når det går opad igen, trækkes cyklerne.

Faktisk kan der forventes væsentligt mere gåtid end køretid, da der altid er lang vej tilbage og op, og det er meget få steder, der er mekanisk hjælp (lifte).

Det kommer slet ikke på tale at ville køre en DH-cykel op ad bakke.

Hvis man betragter "egentlig MTB-kørsel" som en måde at bevæge sig igennem landskabet på, med de ting, der nu byder sig, så falder DH ret beset udenfor; hele bevæge-sig-opad-aspektet mangler nemlig.

Ved konkurrencer er det ofte brøkdele af sekunder, der er afgørende − Om man lige kommer på den ene eller den anden side af en større sten. Valg af den rette linie er alfa og omega.

Ud over at cyklerne næsten uden undtagelse er fuldtaffjedrede (200 mm for og bag), og alt bare er kraftigere og mere solidt (og derfor tungere), bærer køreren fullface, neckbrace og i det hele taget beskyttelse over hele kroppen. Full-body armour, hedder det. En DH-kører tager sig ikke et stille styrt!

Hvis ikke man har en vis portion dødsforagt, bliver man ikke DH-kører.

Enkelt undtagelser kører med klik-pedaler; det er flats, der dominerer i den gren her.

[Rettelse: Jeg er fra flere sider gjort opmærksom på, at klik-pedaler vinder indpas i DH, og endda nu dominerer over flats. Jeg har ikke kunnet finde nogen objektive undersøgelser; men når selv Bike James skriver om, at det ser sådan ud, kan det ikke være helt ved siden af! Så derfor:

Klik-pedaler er tilsyneladende begyndt at dominere DH-verdenen.]

Der er vist ikke blevet observeret nogen DH-kører iført stramt tøj i det kendte univers.

Målestokken er høj hastighed, længde og højde af hop og gaps og ikke mindst fornemmelsen af fuld power og air-time!

Typiske spor i DK:

DH-sporet i Rold Skov
DH-linien i Morud

Eksempel på Downhill

Skovtursstyrelsens intro-video omkring DH-sporet i Rold Skov

Ét af stederne, der giver danske DH-kørere så gode færdigheder, at de tiltvinger sig respekt i det store udland!

En ekstra stilart, der bør nævnes, er:

DJ (Dirt-jump)

Herunder hører kørsel på pump-tracks og 'Urban Cowboys'.

En dirt-jump-bane er nøje formet og opbygget, så der kan laves de vildeste hop, saltomortaler og andre akrobatkunster på en cykel.

Et (rigtigt) pump-track er tilsvarende nøje udformet, så man kan komme rundt udelukkende ved pump-teknik. En fornøjelig legeplads i stor stil!

Urban Cowboys kører på faciliteter i bybilledet: Ramper, kummer, kanter mv. Det er ikke altid lige hensigtsmæssigt, da det jo medfører et slid, tingene ikke er beregnet til; men flere og flere steder bygges der skateboard/free-running/playgrounds, der kan anvendes til dén slags kørsel.

Dedikerede kørere anvender så at sige så rene cykler som muligt, ofte single-speed, mellem nul og én bremse, hårdtpumpet/låst forgaffel og småmønstrede dæk.

Specielt et pump-track er nu rigtig godt at øve sig på med sin egen cykel.

Bare banen er tør, og du lige monterer dæk med mindre knopper, så du ikke splitter underlaget ad.

Eksempel på Pump-track og Dirt-jump

Århus Dirt Jump Park

Et sted ved Århus, der (indtil videre) har fået lov at få plads mellem en overflod af fodboldbaner. En oase for en aktivitet, der tiltrækker en bred vifte af individer til udfordringer.

I hvert fald pump-tracket burde være et jævnligt must for enhver MTB'er...

Dirt-jump kræver mere end almindelig dedikeret interesse!

Det var gennemgangen.

Tilføjelse:
Én af mine cykel-buddies (Carsten Meyer) gjorde mig opmærksom på en gruppe mere, der er relevant herhjemme:

Tour-MTB

Det er den stilart, man kan beskrives med, når man tager sin cykel, kører ud for at få nogle oplevelser (gerne omkring en kop kaffe og en softice), tager terrænet som det kommer, og i øvrigt bruger cyklen som et redskab til at opleve nye steder på gode ture, frem for at bekymre sig helt så meget om, hvad der sker på den tekniske side. Afhængig af den enkelte udøvers tekniske færdigheder er det dér, hvor XC, Trail og Freeride mødes.

Man tager sig så at sige en gå-/løbe-/klatretur på sin cykel.

Om det er asfalt, skovveje, stier eller trails betyder mindre. Og der holdes præcis det antal pauser med hygge, man nu synes, der skal til; gode pauser er lige så vigtige som gode spor.

Målestokken er "Nøj, hvor havde vi det hyggeligt!"

Typiske spor i DK:

Overalt hvor man kunne tænke sig at køre omkring, i præcis lige den længde, der passer én.
Gerne med kaffe-/kagepauser undervejs eller efter.

Det var tilføjelsen.
En beskrivelse af en aktivitet i DK kan da heller ikke være bare nogenlunde komplet uden at finde en gren, hvor elementet "hygge" er i højsædet 😁

Som nævnt indledningsvist er der et utal af variationer over samme temaer, hvor folk f.eks. kører den rigtige slags kørsel på den forkerte cykel eller omvendt, eller der er blandet godt og grundigt sammen mellem de forskellige grene. Og det er jo fuldstændig op til dig selv at definere netop den slags kørsel, du har lyst til at udøve − Også på tværs af alle de stilarter, det falder dig ind.

Det er ikke meningen, man skal sætte sig selv eller andre i bås, og det er slet ikke meningen, at man skal føle sig begrænset i sin udfoldelse på MTB.

Men når du hører udtrykkene omtalt fremover, har du i det mindste en ide om, hvad der tales om.

Langt de fleste spor i Danmark (DH-sporene undtaget) kan uden problemer køres på en almindelig XC-cykel. Det er blot et spørgsmål om rytterens færdigheder.

Jeg har indtil nu linket til videoklip, der alle var taget inden for landets grænser.

Men det er jo heller ingen hemmelighed, at det bare er lidt federe muligheder, de har udenlands!

Derfor kommer lige nogle beskrivende videoer fra den store verden: