Slaget på Fortet – I røgen og dampen fra "12 timer i Jylland"

24-08-2013

Vi har nok alle set det på de gamle billeder på museer eller hos vores bedsteforældre – Oliemalerierne der forestillede Slaget på Reden, Slaget ved Dybbøl og tilsvarende voldsomme, krudtdunstende, ildfængende og alligevel helt rolige billeder, hvor man kan mærke det aktivitetsniveau, det gik for sig med.

På samme måde har jeg det har, hvor jeg står på MTB-banen ved Fort Østerlund, arnestedet for Slaget om 12 timer i Jylland!

Omkring løbet, i det Herrens år 2013, har de historiske optegnelser angivet, at der især blev diskuteret tider, placeringer og forbrugte kalorier... Men hvad var selve oplevelsen af ruten? Hvordan var underlaget for konkurrencen og en masse menneskers fantastiske oplevelser?

Det havde jeg sat mig for at finde ud af.

Jeg føler det næsten som et historiens vingesus at have fået lov af Fort Østerlund at tage en tur rundt på den fulde bane i fod- og hjulsporene af de giganter, der kæmpede her!

Ydermere havde én af løbsarrangørerne, The Man behind the Race (én af de to, i hvert fald), Torben Hansen, ladet sig sætte i stævne her knap en uge efter slagets gang, så han kunne vise mig rundt på sporet.


Med banens placering i Silkeborgsområdet, hvor istiden og naturen i forvejen har leveret noget af Danmarks flotteste landskab, havde jeg de største forventninger til oplevelsen af ruten.

Og jeg kan allerede nu afsløre, at de så absolut blev indfriede!


Hvor vi mødes, er der masser af plads, høj sol, blå himmel og lige en frisk brise, så det ikke bliver alt for varmt. Idyl og fred, mens dagens aktiviteter på Fortet så småt er ved at starte op.

Velkommen til Fort Østerlund

Alligevel har jeg samme fornemmelse, som da jeg stod ved Dybbøl Banke: Nu er der en summen af aktivitet og fred og fordragelighed; men i fordums tid var der pakket tæt med mennesker, og alle skævede til alle. Hvornår skulle der angribes, hvem kom hvorfra, hvem er et reelt problem, hvem er bare fyld? Og hvor er maden?!


Der sitrer stadig en nervepirrende stemning på pladsen, så mange watt var der blevet brændt af, allerede inden folk var kommet op på cyklerne!

Jeg kan fornemme ånden fra alu- og carbonhestene, der stod og vrinskede, slog sig i tøjret, ivrige efter at komme afsted. Selvom dagens (også kulstofbaserede) heste går og græsser fredeligt omkring Den Sidste Olie, så ligger energien stadig i luften.


Vi begynder ved startlinien, hvor alle havde stået linet op og ventet – om ikke på kanonernes bragen, så på startskuddet. Forventningsfulde, spændte og helt, helt klar på at give den gas!


Selvom solen skinner, fugle synger og bladene rasler stille på træerne, ligger vidnesbyrdene der stadig, om hvordan der er blevet pustet, knoklet, bandet og ikke mindst jublet til den helt store guldmedalje!

Oprydningsholdet har været her (alle 19 mennesker), teltene er væk, cykler og reservedele fjernet, og sporet er blevet tømt for tabte flasker, indpakninger til energigeler, CO2-patroner, computere og mobiltelefoner.


Endnu mangler græsset dog at rejse sig, for ikke at tale om at blive gensået, hvor de brede dæk har flået grønsvær og skovbund op. Og det er det spor, vi nu kan følge.


Første del af sporet er en glimrende, teknisk detalje: Ud af startboksen kan det jo kun gå for langsomt; men for lige at få skilt dem med den gode forberedelse og gode træning fra dem, der ville være knapt så hurtige ude på opkørslerne, skal man varmes op. En passende stigning med en god længde -- Et glimrende filter, hvor pedalerne ubønhørligt kan tale deres eget sprog om, hvem der har retten til vejen.

Enkel bakke; men meget effektivt opadgående startfilter, der kræver sit af benene

For at man nu ikke skal synes, det er alt for træls en tur, kommer der umiddelbart efter et par brede sving og så ind i skoven på et egentligt spor, hvor man skal få placeret sig selv rigtigt i forhold til de øvrige.

Det er jo simpelthen lige til en lærebog i fysisk aktivitet omkring opvarmning: En gang pulsstigning med grovmotorikken, derefter kort afslapning hvor hjernen kunne komme med igen, endelig fulgt af en hurtig øvelse, hvor koncentrationen skulle få hele kroppen i kampberedskab.

Godt lavet!


Der hersker dog ikke være i tvivl om, at hvis man vil vinde i sådan et løb, skal der simpelthen kunne trædes til i pedalerne. Hurtigt og længe. Så efter det relativt korte stykke på et track, går ruten videre på grusvej -- forholdsvist enkelt arbejde, masser af plads til overhalinger, hvis man er til den slags. Og har benene til det. Et dejligt blødt længdeprofil, som man på de senere omgange nok skulle kunne glæde sig over... Dette er jo kun første gennemkørsel, hvor man er tanket helt op med kræfter.

Hvor grusvejen går over i et track, er der igen placeret et filter: En stigning gennem en kløft, hvor der skal pedaleres omkring sten, rødder og bevægelig jord, inden det går over i et godt flow.

Herligt spor med hyggelige træer

Jo jo, der er vekslet mellem typerne af udfordringer.


Og for at springe til konklusionen allerede nu, efter at have kørt den igennem nogle gange, taget billeder, set mig lidt omkring ud over selve sporets forløb:

Sublim rute!


Det går igennem en fyrreskov med et blødt flow -- blødt, ikke langsomt! -- masser af sving og minivariationer, man mere eller mindre konstant skal tage stilling til.

Øjne i nakken, øjne på sporet og opmærksomhed på forhindringer.

F.eks. er der på dette stykke et par enkelte rødder, der ligger som enhver MTB-rytter svøbe, især hvis det er lidt vådt: En rod, tværs over sporet, i en skrå vinkel der lige kan trækket hjulet ud og væk!

Mon ikke mere end én deltager hellere havde set en berm i stedet for rødder her?
God teknisk detalje, hvor man ser værdien i lige at gøre forhjulet lettere i stedet for at forsøge at ramme 90° på rødderne

Fortsættelsen er absolut ikke at kimse af.
Supergodt flow

Mellem fyrretræer og derefter til grantræer går det – På et relativt smalt spor, der kræver hurtige reaktioner. Er rigtigt track.

Herefter et sving ud på en grusvej på næste transportstykke.


På denne måde veksler ruten halvt om halvt mellem transportstykker og tekniske segmenter. Transportstykker kan enten laves på kedeligt grus, eller de kan laves blandt flotte naturmiljøer på underlag af opgravede, sorterede moræneaflejringer... Sidstnævnte model gjorde sig betydeligt gældende. Det var helt klart en god oplevelse at lade op mellem gi-den-gas-stigningerne og nedkørslerne.

Transportstykke blandt mørke grantræer...

... Og sceneskift til lyse løvtræer

På en enkelt tur, eller to tre stykker med hvilepauser imellem, betyder det ikke alverden, om man lige får ladet op igen; men når man har kørt femten- tyve omgange, kunne jeg godt forestille mig, at man ikke er ganske utilfreds med lige at kunne køre lidt på rutinen ind imellem, mens man lige får sig noget energi og en gang vand. God blanding.


Transportstykkerne og stigningerne tilgodeser dem, der har trænet med deres kondition, og nedkørslerne og svingene tilgodeser dem med god teknik -- Vinderne har helt klart både været hurtige og kunnet kontrollere deres gangere!


Torben fortæller, at målsætningen var at etablere et løb, hvor der var plads til alle -- Ikke bare som en kliché, men også som en realitet.

Ruten skulle være udfordrende, men ikke farlig, og alle segmenter skulle kunne passeres: Hurtig på hjulene for de målrettede elitekørere; plads til at trække for dem, der bare synes det var sjovt at være med til sådan et arrangement.


Ud fra de recente spordannelser, der var den tilgængelig vidnesbyrd fra Slaget, vil jeg konkludere, at målsætningen må være opfyldt!

Jeg kan finde fodaftryk i den løse jord ved siden af opfræste hjulspor. Der er berms med hjulaftryk på øverste kant, og der er langsomt kørte hjulspor langs den sikre inderkant.

Jo, her havde afgjort været plads til alle.

Mere track med rødder, kanter, sving...

Og Tykke Bertas kusine i form af et nedlagt træ, der på sin helt egen charmerende måde siger "Hvis du kører ind i mig, gør det ondt!"

For historikeren, der kommer her bagefter og forsøger at sammenstykke begivenhedernes gang ud fra spor og efterladenskaber, tyder det på en god indrettet rute, med tilpas udfordringer til at fordele feltet.


Og ud af de singletracks, der under løbet blev omdannet til doubletracks, kan man så lige så vel udlede, at der har været mere end én duel på hjul i forløbet.


Igen, det emmer fra sporet af energi og intensitet!


De hyppige skift mellem naturmiljøerne gør, at ruten på intet tidspunkt virker kedelig. Fra tæt skov til spredte stammer, løvtræer, nåletræer, store stammer, små stammer, udsigt til skrænter, udsigt til søer; og uden tvivl også en hel del udsigt til baghjulene og –delene af den forankørende!


En del steder er skoven ikke bare flot; jeg bliver i decideret godt humør af at se træerne: Hvordan det enten er enkelte, prægtige stammer, der står som kæmper mellem den anden bevoksning, eller det er små, slanke stammer, der står tættere... De lodrette linier giver skoven et renliniet og majestætisk indtryk. Ikke sært at mange psykologer mener, at en tur i skoven blandt høje træer er godt for stressniveauet !


Jeg er imponeret over tilrettelæggelsen af ruten!

Omgivelser med lette, luftige, afstressende træer...
Så afstresset et løb nu kan blive midt i processen!

Flere steder kan man se, at transportstykkerne havde deres berettigelse. De herlige nedadgående flows og deciderede nedkørsler kommer jo ikke gratis. Vi kender alle Newtons Fjerde lov: ”Hvis du vil køre nedad på mountainbiken med vind i håret og fart under hjulene, må du også klatre op, alternativt finde en skilift.”


Eftersom der er en udpræget mangel på skilifte i området omkring Fort Østerlund, er det således i henhold til de definerede naturlove nødvendigt at køre opad også.

Acontobetaling for det sjove -- Nu går det opad

Men det er det værd, for er VAR nedkørsler!

Nogle længere end andre; men de gør absolut, at sliddet med at køre opad er en rimelig betaling.

Det gør heller ikke situationen dårligere, at der er mulighed for luft under hjulbasserne og for at bruge noget go’ pump flere steder :)

Nu kun en svag stigning, næsten vandret...

... Og så går det nedad...

... Mere ned...

... Og det fortsætter!
Kan det virkelig passe, at det nu kun går nedad?

Nej, det kunne det så ikke; næste acontobetaling.

Som jeg så absolut måtte betegnes som rimelig...

... Især når landskabet varierer, som det gør

Endnu én af de gode, lettere tekniske opkørsler.
En del af et sundt og nærende måltid MTB

Hold da op, hvor sporet slanger sig...
Med naturen her mangler der bare lige
Eva og et æble, så er Paradiset komplet

Et godt spor indeholder efter min mening udfordringer til både fysik og teknik. Og sporet her er et rigtigt XC-spor med islæt af Trail. Det er udfordrende, men ikke farligt.

Smid tøjet og hæmningerne, her går det nedad!
(De mere blufærdige kan nøjes med at sænke hælene på pedalerne og eventuelt slippe bremserne)

Det bliver til små tre omgange, mens jeg aflægger visit i skoven til denne beretning. Undervejs kan jeg ikke lade være med at tænke på især solorytterne, der kørte ruten igennem igen og igen og igen... Selvfølgelig lærer man sig de enkelte steder, man skal geare ned eller op, og hvor man skal lægge cyklen hvor meget ned i svingene; men det har virkelig krævet både kondition og viljestyrke at køre igennem i så mange timer!


Jeg er imponeret.

Mon nogen tænkte på undervejs, hvordan udsigten ville være fra broen?

Her er udsigten...

Nyd den så!

Intentionen med plads til alle interesserede og forskellige måder at tilgå løbet på, kan illustreres ved at trække to deltagere frem fra historiearkivernes støvede skabe, og se nærmere på deres ambitioner og kørestil.


De var soloryttere, med lidt afstand mellem hinanden i spektret (kan jeg vist godt sige uden at fornærme nogen af dem), men begge gav den helt klart fuld gas inden for deres respektive præmisser.


Den ene, Jess, mødte op med ambitionen om at ligge i den gode del af feltet, når resultaterne blev gjort op.

Der blev trænet målrettet og systematisk. Kost, træning plus mental opladning var alt sammen en del af perioden før løbet. Omgangstider blev holdt konstante i videst muligt omfang, tid i pitstop minimeret, målrettede taktikker blev lagt for de enkelte konkurrenter; hvornår de skulle hentes hvor, og hvilke segmenter det ikke kunne svare sig at køre duel på.

Det er muligt, det er sjovt at køre løb; men der blev ikke kørt løb for sjov!

På de gamle akavareller, der blev malet på dagen (ikke at forveksle med digitalkameraer, det er kun et skalkeskjul), trænger Jess’ koncentrerede, stålsatte blikke tydeligt frem -- Mantraet er Full Speed Ahead!

Personlige kildeoptegnelser fra den pågældende rytter tyder på tilfredshed med egen indsats og ikke mindst med konkurrenternes; vi snakker om en person(lighed), der ikke gider kæmpe, hvis ikke der er nogen eller noget at kæmpe imod.

Dagen levede tydeligvis op til hans krav.


Den anden, Stephen, deltog året før som en del af et hold -- Og dette år skulle den da bare have som solorytter!

Det er muligt, at han hverken kørte hurtigst eller nåede flest omgange; men at tage udfordringen op med, som ganske almindelig motionsrytter, at skulle køre et halvt døgns tid, det er altså cool. Det kræver mentalt overskud og en god tro på sig selv.

At køre solorytter på motionsplan kan måske for den meget podieorienterede virke som et misforhold mellem ambition og resultat; men netop solorollen gjorde, at Stephen kun skulle stå til regnskab for sig selv -- hvornår ville han køre dueller, hvornår skulle der gås roligt til værks for at udnytte ressourcerne optimalt, hvor lang tid ville han sidde i pitstop og få en pause og en sludder med de andre fra klubben, helt uden at nogen stod og kunne kræve noget af ham. Total frihed, med andre ord, tilsat er herligt konkurrenceelement.

Ifølge optegnelserne var Stephens ambition at køre det som et hygge/semiseriøst løb; og at dømme ud fra de fundne dagbøger, hvor dagens oplevelser var sirligt nedkradset på pergament med en gåsefjer (eller også var det pr. mail... Jeg kan ikke lige finde notatet mellem mine optegnelser, så det lader jeg ligge), blev ambitionen til fulde opfyldt.


Ovenstående er et par gode eksempler på alsidigheden i tilrettelæggelsen: Ambitionen om slutresultatet er forskelligt; men lysten til at deltage i løbet og få en god dag ud af det undervejs, lader ikke noget tilbage for hinanden.


Mission accomplished!


Vi fortsætter af de både opfræste og tilkørte stier, og pludselig er vi tilbage ved Fortet igen, hvor de kæmpende under skyggen af hjelmen har kunnet ane målfeltet.


Men inden de kom så langt, og faktisk med retning direkte mod målet, skulle de lige have næsen den anden vej igen og gennem en drilsk nedkørsel. Denne har trods sin lidenhed taget pippet fra mere end én gæv rytter! Aftryk efter sko, pedaler og hele kroppe kan i hvert fald genkendes mellem aftryk af knopper fra brede dæk. Og en undersøgelse af historiske dokumenter viser da også, at der ganske rigtigt er faldet et par stykker i kampen.

Ét er at køre nedad på en rolig dag (som jeg gør); noget andet er at bevare koncentrationen i kampens hede og med konkurrenterne åndende i nakken!

Løs jord med tendens til off-camber, tilsat et dekorativt birketræ...

... Men set nedefra i grunden ganske enkel.
Ikke mindst når man er igennem den!

Herefter over broen, som jo er ganske imponerende...

Ikke noget med en simpel spang her!

Entré til Fort Østerlund fra sø-siden...
Ikke dårligt!

Derefter passerer vi en opkørsel, der umiddelbart ser lige så tricky ud som nedkørslen. Ganske enkel at passere, når man bare er sig selv; men lur mig, om ikke en rytter eller to har stået stille på hesten, ikke fået fødderne ud af de fastspændte stigbøjler og så derefter i mere eller mindre elegant grad beskrevet en side- eller bagudrettet bue. Vi kan kun gætte.

Et opløftende syn; mon nogle har fået mental støtte i at køre mod the Big Bar?

Og skulle mållinien, nu endnu mere inden for rækkevidde, betyde gennemført omgang?

Nope!


Foran ligger bakken. Også kaldet ”Den sidste Olie”, for på toppen er den kronet af borepumpe, som Edwin Drake stolt ville have taget sin hat af for, tørret sine hænder, snøftet lidt og sagt ”Det er min!”

Jeg er ikke sikker på, at det var samme følelser, rytterne nærede for udsigten til pumpen, da de skulle op ad alle svingene. Mon ikke de snarere ønskede den et sted hen, hvor der i forvejen var så varmt og svovllugtende, at der ikke var grund til at varme ekstra op med olie?

Bakken, "Den Sidste Olie"

Til gengæld har jeg så en fornemmelse af, at når toppen var nået, og Fort Østerlund, målområdet, campingparken og alle teltene lå nede foran én, så har de gæve kæmper(e) alligevel haft en fornemmelse af, at det har været det hele værd?

Udsigten fra "Den Sidste Olie".
På P-pladsen bagerst til højre havde 65 campingvogne fundet plads mellem hinanden.
Ikke nogen ringe præstation

Herfra har det i hvert fald gået nedad, med lidt flere sving og en chikane -- Og så ind i mål!

Så tæt på, man kan være.
Målet lige forude...
Hvordan mon det har føltes at køre her kl. 19:29:49?

For dem, der var et del af et hold, har der formentlig stået en afløser klar, og de har så kunnet få pusten tilbage i hvileområdet, noget at spise, forlystet sig med kortspil og sang... Tja, hvem ved, hvad der har gået for sig?

For solorytterne har det været endnu et hak i skæftet, med videre færd på endnu en omgang. Og endnu én... Og endnu én...


Vi kan kun gisne om, hvilke tanker der har gået igennem de ædle kvinder og raske svende (og alle de øvrige, der måtte falde uden for de nævnte kategorier) undervejs i forløbet. Hvor mange af dem mon havde ønsket, de var blevet ved deres fædrene gård eller fortsat som ung pige i huset... Og ikke have ladet sig indrullere på kørende hest!


Men efter at have kørt ruten igennem nogle gange, kan jeg kun føle mig overbevist om, at de har syntes, det var det hele værd!

Ruten blev simpelthen bedre og bedre for hver gang; her kunne den få fuld gas, dér skulle man passe på dén stub, og her igen skulle man undgå at smadre ind i træet og så først lige derefter geare ned så man kunne komme op ad bakken...


Jo jo, udfordringer manglede ikke. Som et juletræ fyldt med kræmmerhuse, hvor man i dagene efter jul går rundt og finder lakridskonfekt eller pebernødder i bunden, sådan blev der ved med at dukke små tekniske overraskelser op!

Der er noget for alle.

Fornemt.


Nogle af overraskelserne opstod undervejs i løbet, kunne de historiske kilder berette.

Singletracks blev omdannet til doubletracks (der har været end én duel på hjul undervejs!), jævne skovstier blev omdannet til hullede veje og små kløfter blev gravet dybere.


Det slider en del på naturen at have så mange mennesker på besøg. De 372 deltagere, der mødte op til første løb i 2008, var her i 2013 vokset til et antal på 1143! Og med support af divergerende art kræver det både plads og ressourcer.

Ikke noget at sige til, at Fort Østerlund lukker den del af ruten, der ligger på deres område, mellem løbene.


Og den offentligt tilgængelige skov sukker også “liiige fem minutter mere på øjet, så skal jeg være der!”

Trods oprydningsholdets ihærdige anstrengelser fandt jeg alligevel -- når jeg bevægede mig ind mellem græs og træer for at tage billeder -- flere tomme CO2-patroner, afmærkningsstrimler og gel-indpakninger (som alt sammen naturligvis røg i skraldespanden, da jeg var tilbage igen).

Der går meget tabt på sådan en tur, det kommer man ikke uden om.

Mon der har kørt en cykel eller to her?
Det tror jeg nok, der har!

Er du én af dem, der efterfølgende går rundt i skoven og nyder naturen under mere fredelige former, kan jeg kun anbefale at have en plasticpose med til indsamling af lidt affald. Det er muligvis ikke din gel-indpakning, der ligger lige dér; men næste gang får du den måske ved siden af lommen i stedet for ned i lommen, og så er det en anden, der kan samle den op.


Hvor i skoven, ruten placeres, er én af de grundlæggende, store opgaver.

Og af de to primus motorer bag løbet, Torben Hansen og Kjeld Nielsen, var det Kjeld der stod for tilrettelæggelsen af ruten.

Kjeld blev omtalt med respekt for sin sporfinding, og det kan jeg fuldt ud tilslutte mig. Det kræver en god fornemmelse af terrænets former og muligheder sammenholdt med forståelse for oplevelsen på en mountainbike at tilrettelægge sådan en rute, der udnytter højderygge, stier og topografi i den grad. Et arbejde, jeg kun kan tage hatten af for, når jeg står midt i ruten og ser, at man kører op lige dér, ned på bagsiden derovre, op igen her, og så videre der ud af… Ikea må være misundelig over den gode udnyttelse af den relativt begrænsede plads!


Skoven kan ikke svare for sig, når den bliver invaderet af en rute; så til at føre ordet havde den skovfogeden. Her kunne jeg også høre overleveringer om gensidig god forståelse for arrangementet sammen med ønske om at passe på skoven. Nogle områder er mindre robuste end andre, og det skulle naturligvis respekteres.


Og dertil kom et hav af for mig unavngivne personer, der mærkede spor op, spærrede af, lukkede op og i det hele taget gjorde alt det, der var nødvendigt for at løbet kunne afvikles med så få problemer som overhovedet muligt. Som bønder på et skakbræt er de ukendte, men uundværlige for de øvrige brikker!


Det var fascinerende at bevæge sig rundt på området for al den aktivitet. At forestille sig, hvor meget der var stillet op, hvor mange der kørte det bedste, de havde lært -- og nu kun være i stand til at se sporene i jorden.


I arrangørernes ånd vil jeg ikke her opliste de sejrende. Listen ville ganske enkelt blive for lang! For selvom man ikke stod på podiet, har man været sejrende, hvis dagen har været god og løbet en fornøjelse!

Vindernes skal æres, for præmierne er fortjente; men der skal være plads til alle, der opfylder betingelsen: Lyst til at køre løb på MTB.


(Som en ekstra service vil jeg dog lige give et link til nemt at finde éns egen placering.)


Problemet med at danne sig et indtryk ud fra historiske kilder er naturligvis altid, at man fortolker til en vis grad… Men når man ser på skitseringer fra dagen og kompileringen af videogrammer (måske bedre kendt som ”klip på YouTube”), kan man tydeligt se ryttere i forskellig fart deles om pladsen, hver især stræbende efter deres specifikke mål.


Se f.eks. Mikael Bechs sammenstilling fra dagen. Den giver gode billeder af sporet!

(Nå ja, og også af selve ræset... Men det er vist yderst få blandt deltagerne, der ikke er bekendte med Mikaels billeder fra MTB-løb!)

Video: Mikael Bech

På Fort Østerlunds FB-side er der også et hav af gode billeder.


Som sagt kan vi kun gisne om fortidens tanker; men der er heldigvis et par ting, der adskiller Slaget på Fortet fra de indledningsvist nævnte søslag:

Én af tingene er antallet af omkomne og legemsbeskadigelser.

En anden er muligheden for at opleve det hele igen!


For næste år, omtrent samme tid, forventes spøgelserne at rejse sig fra jorden og fremmane et sammenhængende spor, diligencer og campingvogne vil samles fra nær og fjern, telte vil slå sig op, græsset at bøje sig frygtsomt til side, jorden trykke sig og træerne endnu engang rette kronerne mod sporet, hvor en ny flok ryttere i kamp mod hinanden, sig selv, uret og/eller æren vil finde vej på sporene og stierne i skoven omkring Fort Østerlund, hvor ét af Danmarks absolut bedste løb igen vil finde sted...

Den 17. august 2014,
ved nye

Herfra ønskes de forgangne krigere tillykke med resultaterne, og kommende generationer ønskes held og lykke!

---

Indhold   |   Teknik   |   Udstyr   |   Spor og ruter   |   Turberetninger   |   Diverse

---