mandag den 12. august 2013

Kædespringere, quick-links og andet godt... Lidt om grej

En solbeskinnet formiddag, hyggeligt selskab, et transportstykke med jævnt terræn, en let passage... GDANG!
Så skal jeg lige love for, at jeg var tæt på at stikke Jason Richardsons pedalspinspræstation på 255 omgange i minuttet!

Jeg var her.
Det var min cykel også.
Men kæden lå nogle meter bagude.

Så alle teorier om, at en kæde der ikke viser tegn på slid (hverken ved visuel inspektion eller en kontrol med kædemåleren), ikke springer -- Den gælder ikke.
Ikke for min kæde, i hvert fald.

Men det var heldigvis ikke det store praktiske problem; jeg var i hyggeligt selskab med et par kammerater, der som det første spurgte, om jeg havde hvad jeg skulle bruge. Derefter afventede de bare reparationen helt uden trippen. Ikke noget stress dér.
Især fordi jeg havde det nødvendige værktøj og de rigtige reservedele med.
Så kunne turen fortsætte ufortrødent. (En særdeles hyggelig og udbytterig tur, i øvrigt.)

Jeg kom jo selvfølgelig til at tænke på de gange, hvor jeg har snakket med andre om, hvor meget det er nødvendigt at slæbe med. Og hvad der er sandsynligt, der kan ske. Hvor blandt andet en sprunget kæde er blevet nævnt som praktisk taget ikke-eksisterende.

Det er naturligvis en afvejning af risiko mod konsekvens mod ekstra vægt. Og hvor selvhjulpen man vil være. Plus om man kan bruge værktøjet.
(På den anden side lærer man aldrig at bruge det, hvis ikke man prøver...)

Der er ingen grund til at slæbe overlevelsesdragt og spritkomfuret med på en tur på et spor, der ligger lige i baghaven; på den anden side er det nok lige optimistisk nok at nøjes med en ekstra banan på et spor, der går tværs hen over det indre Island.

Mine overvejelser omkring valg af mængden af grej, afhængig af turens længde og afstand hjemmefra, er beskrevet her: