lørdag den 29. juni 2013

Bordrup Plantage

Lidt uden for Varde, syd for Oksbøl, ligger  Bordrup Plantage.

Trods det "autoriserede" korts visning af lang tilkørsel fra P-pladsen starter sporet lige om hjørnet. Og så fortsætter det ellers som mere eller mindre én stor gang pump-track. Der er et godt flow med naturlig linier. Enkelte gange skal man lige finde ud af, hvilken retning de vil have én; men bagefter tænker man "naturligvis".

En god del tekniske passager også og ikke mindst mulighed for at brænde noget krudt af op ad et hav af mindre stigninger.
En del af udfordringen i dette spor ligger i det løse underlag umiddelbart efter droppene. Så der er rig lejlighed til at stå på snuden, hvis man ikke har inertien med sig. Men udfordringerne er fint overskuelige, så man kan se, hvad man går ind til (eller ud over).

Man skal lige huske at dreje fra, når man skal tilbage til bilen... Ellers befinder man sig lige pludselig et godt stykke oppe ad sporet igen, helt uden at man har opdaget det. Det kører bare!

Sporet kan med fordel køres flere omgange. Da turen var færdig, og jeg fandt ud af, jeg var kørt for langt, havde jeg det som om, jeg skulle lægge et stykke go' othellolagkage tilbage igen... Jamen nu havde jeg liiiige...
Men der var flere ture på programmet i dag, så jeg måtte holde den slanke linie.

Selvom man ikke mener, man er alt for erfaren i teknik og har for megen styrke i benene, så er ruten et besøg værd alligevel. Der var markeringer for en grøn og en blå rute også, og de viste hen ad skovveje af mindre krævende karakter.

Så der er noget for alle :)



---

Parkering:
55° 35.974'N    08° 13.464'E

Længde:
9 km




Indhold   |   Teknik   |   Udstyr   |   Spor og ruter   |   Turberetninger   |   Diverse




Ingen kommentarer:

Send en kommentar